Kære patienter

Vi har efter mange år på Roholmsvej, besluttet os for at gå på pension d. 1.1.2026.

 

Vi har været meget glade for at være jeres læger og vil gerne takke jer alle, for et godt samarbejde gennem årene.

Det er med en blanding af vemod, men også forventning, at vi nu tager hul på næste kapitel af vores liv.

Vi kan med sindsro overlade klinikken til vores efterfølger Rasha El Ali, som er en engageret, dygtig og tillidsvækkende læge.

Vores personale, Tine og Annette, vil fortsætte i klinikken.

Mange hilsner

Ellen og Henrik

-

Kære Patienter

Det er med stor glæde, at jeg nu overtager klinikken som kommer til at hedde

Albertslund Familielæge

Jeg hedder Rasha El-Ali, er speciallæge i almen medicin og er 40 år gammel.

Jeg ser frem til at møde både nye og kendte patienter – og til at blive en del af jeres hverdag som familielæge.

Jeg overtager efter nogle meget dygtige og hjertevarme læger, som har skabt en praksis præget af faglig styrke og ægte omsorg. Jeg føler mig privilegeret over, at få lov til at føre deres gode arbejde videre og vil gøre mit bedste for at bevare den samme varme og tryghed i klinikken.

For mig handler almen praksis om tillid, nærvær og kontinuitet – om at kende sine patienter og følge dem gennem både store og små øjeblikke i livet.

Jeg glæder mig til at lære jer at kende og til at være jeres læge i mange år fremover.

Mange hilsner

Rasha

 

Ændring af telefontid

Fra 6.1.2025 vil der ikke længere være telefontid imellem kl. 13 og 14. Øvrige telefontider forbliver uændrede.

HUSK ALTID at medbringe det gule sygesikringskort eller download appen til din smartphone, så har du det altid ved hånden. 

 

Vedr. ferie/lukning - se under fanebladet FERIE OG FRAVÆR

Se venligst  VIGTIG INFORMATION

Vi er en kompagniskabspraksis, hvilket betyder at du som patient er tilknyttet begge læger. Du kan naturligvis selv vælge hvilken læge, du vil bestille tid hos. Ved behov for akut tid, må du tage den læge der er ledig.

En almindelig konsultation varer 10 minutter. Ved tidsbestilling bedes du oplyse, hvad du ønsker at tale med lægen om, så den nødvendige tid kan afsættes. Har du flere punkter du ønsker at tale med lægen om, er det en god ide straks ved konsultationens begyndelse, at fortælle hvad der er vigtigst.

OBS!!! Online bookinger bør IKKE foregå ved tidsbestilling til diverse samtaler som fx bekymringssamtaler - også omkring børn - eller mistanke om stress, men altid via en læge, som beskrevet i nedenstående.

Ved mistanke om psykiske lidelser som depression, OCD, ADHD, stresssymptomer eller lignende, bør tiden ALTID aftales direkte med en læge i telefontiden dagligt mellem kl. 8 og 9. Dvs. heller ikke via klinikpersonalet. Dette for at komme nærmere ind på baggrunden for samtalen, få sat den korrekte mængde tid af, hvad er forventningen til hvad lægen kan hjælpe med etc.

Ofte skal sådan en konsultation forudgå af diverse undersøgelser. Det kan være blodprøver, hjertekardiogram og/eller lignende. Det er op til lægen, at vurdere hvilke der i så fald er nødvendige.

Du skal selv betale for kørekortsattester, sygemelding og udenlandsvaccination. Vi modtager ikke dankort og du bedes derfor medbringe kontanter eller betale med mobilepay.

Blodprøvetagning, suturfjernelse, fodvortebehandling, hjertekardiogram, lungefunktionsundersøgelse og andre konsultationstyper varetages af vores sekretær/sygeplejerske under lægelig supervision.

Du kan herfra siden bestille tid, forny recepter eller sende emailkonsultation til lægen elektronisk. Gå til menuen SELVBETJENING i toppen.